Nyere villa til den pladskrævende familie, beliggende med udsigt til åbne marker og kig til skov. Området (Skjoldungernes Land) er fredet, så her vil ikke komme nye udstykninger. I gå- og cykleafstand til station, skole, indkøb og fritidsaktiviteter.
Boligen fremstår overalt lys og imødekommende med New Yorker-gulve i alle opholdsrum, trægulve i samtlige værelser og klinker i badeværelser.
Indeholder: 49 m2 integreret isoleret garage med gulvvarme og akustiklofter, bryggers, entre, køkken/alrum med udgang til terrasse, i åben forbindelse til opholdsstue og via franske døre adgang til husets ekstra stue. Forældresoveværelse med skabsvæg og eget badeværelse med dobbelt bruseniche. Herudover er der 5 børneværelser samt endnu et badeværelse. Fra begge stuer er der udgang til terrasser. På husets primære og vestvendte terrasse, er der i 2020 opsat ny elektrisk Botex markise.
Haven fremstår velanlagt i flere terræner og her findes flere hyggelige terrasse-kroge, så man kan altid finde et sol- eller skyggested - ligesom både solop- og nedgange kan nydes både fra haven og fra boligen.
Her er tillige cykelskur, redskabsrum og drivhus.
Huset opvarmes meget via varmepumpe. Her er installeret solceller, som er forberedt til tilslutning til batteri (hybrid). Inverter er udskiftet i 2020.