Sjælden udbudt ejendom med en helt unik vedligeholdelsesstand. Ejendommen er beliggende i den skønneste natur på lukket vej og udsigt til både skov og åbne marker - desuden kun ca. et kvarters kørsel til Køge centrum og motorvejstilskørsel. Skole, indkøb, institutioner m.m. findes i Hårlev knap 5 km væk og skolebussen kører næsten lige udenfor døren - herudover er der mulighed for bestilling af Flextransport, hvor du bliver hentet og leveret hvor og hvornår det passer dig til meget rimelige priser.
Udover den veldisponerede rummelige bolig, findes her en rigtig fin stald med 4 bokse, fyrrum, dobbeltgarage, redskabsrum, overdækket bålhus og pavillon. Her er rigtig god plads i haven til at boltre sig, riste snobrød, tage en dukkert eller blot sidde i ro mag på terrassen og nyde udsigten.
Her findes 2 indhegnede folde med en bred græssti imellem, der fører direkte til den idylliske sø, hvor sælgers unger ofte har badet om sommeren.
Der er mulighed for at ride i skoven på 39 km ridespor ved køb af ridekort hos Vallø Stift - se mere på: https://www.valloe-stift.dk/?page_id=98 Her kan ligeledes lejes arealer til jagt.
Det er pt. ikke muligt, at tilkøbe eller leje/forpagte yderligere jordtilliggende.
Boligen indeholder: Stor entre med god skabsplads, vaskemaskine, tørretumbler og trappe til 1. sal., badeværelse med spabad og bruseniche, hyggestue med klinker og udgang til terrasse, opholdsstue med brændeovn i åben forbindelse til husets køkken og alrum. Fra køkkenet er her udgang til den lukkede gårdsplads. Baggang, viktualierum og gæstetoilet. På 1. sal er der 4 fine værelser, hvorfra der ligesom alle andre steder i boligen er en helt fantastisk udsigt. Skunkrum er veludnyttede til skabsplads med skydelåger.
Har man behov for større bolig end de 240 m2 boligen i forvejen byder på, er der klargjort til etablering af flere boligkvadratmeter ovenpå stald og garage.
Ejendommen opvarmes billigt via pillefyr, her er tilsluttet offentlig kloak og eget vandværk med vand i den fineste kvalitet - ønsker man vandværksvand, er det naturligvis muligt at blive tilsluttet Hårlev Vandværk.
En helt igennem flot og indbydende ejendom, som vi glæder os til at vise frem.